Er du følelsesmæssig tryg eller blot følelsesløs?

Er du følelsesmæssig tryg eller følelsesmæssig følelsesløs?

I denne artikel kan du læse om:

  • Hvordan defineres følelsesmæssig tryghed og følelsesløshed?
  • Hvorfor er det særligt vigtigt at ledere er opmærksomme på denne forskel?
  • Test dig selv med simple spørgsmål.
  • Hvad kan du gøre, hvis du gerne vil være mere følelsesmæssig tryg?

Forskning og kliniske observationer viser, er følelsesmæssig tryghed og følelsesløshed er to forskellige psykologiske tilstande, som ofte forveksles.

For ledere er det særligt vigtigt at kunne skelne mellem de to tilstande – fordi du som leder har stor indflydelse på andres liv, fordi du har brug for følgeskab og fordi du forventes at være rollemodellen på den tryghed, der er basis for kreativitet og udvikling.

Der er simple tegn og spørgsmål, du kan stille dig selv, der kan hjælpe med at afsøge, om du mest er følelsesmæssig tryg eller følelsesløs.

De to tilstande er defineret således:

  • Følelsesmæssig tryghed er en tilstand, hvor du føler dig sikker nok til at udtrykke hele spektret af dine følelser, baseret på troen på, at støttende relationer, tillid og accept er mulige i dine relationer og omgivelser.
  • Følelsesløshed refererer til en nedsat evne til at føle følelser, ofte som en mestringsreaktion på ydre pres eller indre konflikter.

Ironisk nok kan følelsesløshed føles tryg, fordi den reducerer følelsesmæssigt ubehag. Men følelsen af, at “intet betyder noget”, er ikke det samme som ægte tryghed – det er snarere en psykologisk nedlukning. Så selvom det kan føles, som om følelsesløsheden hjælper i øjeblikket, er det tydeligt, at det ikke er en balanceret tilstand af tryghed. I virkeligheden er det en overlevelsesmekanisme, der skaber afstand i stedet for at forbinde dig til fx kollegerne.

Nedenfor er tre centrale tegn på, at det, du oplever, måske ikke er følelsesmæssig tryghed, men snarere følelsesløshed.

1: Du foretrækker slet ikke at føle noget frem for at føle ubehag

Følelsesmæssig tryghed er en tilstand, hvor du trygt kan mærke dine følelser uden frygt eller risiko for fordømmelse. Det betyder ikke, at du aldrig føler ubehag, men at du kan tolerere ubehaget med støtte og uden at lukke følelsesmæssigt ned og skabe afstand til andre.

Følelsesløshed er derimod kendetegnet ved en oplevelse af slet ikke at føle noget – hverken godt eller dårligt. Det kan føles som en tillært “immunitet” over for følelsesmæssige udsving, og det kan komme til udtryk hos ledere, der fx siger: ”Jeg har brede skuldre”, ”Jeg kan klare mosten” eller ”Jeg har ikke brug for at blive passet på”.  På overfladen ligner det stereotypen på ”den stærke leder”, men i virkeligheden er det en forsvarsmekanisme, der for lederen er nødvendig for at holde ubehag på afstand. Spørger man denne leder: ”Hvordan har du det”, vil svaret sandsynligvis være et kort og konkluderende ”Jeg har det fint”. Det vidner om reduceret følelsesmæssig aktivitet, hvilket ikke er det samme som en reguleret og tryg følelsesmæssig tilstand.

Overvej, hvor du selv er, ved at stille dig selv følgende spørgsmål:

  • Lægger jeg mærke til subtile følelsesmæssige skift (glæde, irritation, taknemmelighed, vrede, tristhed osv.), eller føler jeg mig flad, tom eller har følelsen af at ”det er fint” det meste af tiden?
  • Når en kollega fortæller om en betydningsfuld hændelse (på godt og ondt), mærker jeg det så, eller trækker jeg bare på skuldrene af det?
  • Taler jeg med familiemedlemmer og venner om frygt, tristhed, taknemmelighed, vrede, begejstring, tvivl, vilde ideer, drømme og mod? Eller er det oftest overfladiske beretninger fra jobbet, karrieremæssig fremtid, bilparken, sportsresultater, strikkeopskrifter eller udfordringer med teenagere, der tales om?

Hvis du valgte den sidste mulighed i nogle af scenarierne ovenfor, kan det være, at du har forvekslet din følelsesløshed med følelsesmæssig tryghed.

2: Du undgår eller undertrykker følelser i stedet for at integrere dem

Følelsesmæssig tryghed giver plads til alle følelser – selv de svære – uden overvældende panik, tilbagetrækning eller selvkritik. En person, der føler sig følelsesmæssigt tryg, forstår at det opstår gennem følelsesregulering, ikke ved at fordømme, udslette eller benægte følelserne.

Følelsesløshed viser sig derimod som undgåelse, undertrykkelse eller nedlukning. Du kan måske genkende følgende mønstre hos en følelsesløs person:

  • At skifte emne, når følelser kommer op
  • At føle sig afkoblet fra sine nærmeste
  • At bruge travlhed på jobbet eller distraktion til at undgå følelser (alkohol, træning, shopping, porno, mad, mobilspil mv).

Disse mønstre er ikke tegn på mestring, men er i stedet forskellige former for undgåelse. Og det er efterhånden almindeligt kendt, at undgåelse og undertrykkelse er uhensigtsmæssige mestringsstrategier, som skaber afstand til vigtige relationer i stedet for at skabe ægte tryghed gennem regulering. Her er en hurtig skelnen for dem, der er i tvivl om deres egen følelsesmæssige tilstand:

  • Følelsesmæssig tryghed anerkender følelser, skaber plads til ubehag og opbygger tillid i relationer.
  • Følelsesløshed derimod er at benægte eller forsøge at udslette følelser for at undgå ubehag – og mindsker forbundethed til andre.

Hvis dit følelsesliv føles “fladt”, eller hvis du det meste af tiden ikke er bevidst om, hvad du føler, er det et klassisk tegn på følelsesløshed.

3: Du føler dig kun følelsesmæssigt ‘tryg’, når du er afkoblet

Dette er et vigtigt symptom på følelsesløshed – og ofte et, der forvirrer mange. Personer, som er følelsesløse, kan begynde at tro, at de er følelsesmæssigt trygge, fordi de ikke registrerer ubehag. Følelsesløshed kan føles tryg, netop fordi den fjerner den følelsesmæssige risiko, men det er en falsk tryghed med store konsekvenser.

Det er vigtigt at forstå, at ægte følelsesmæssig tryghed ikke isolerer dig, men derimod forbinder dig til andre mennesker. Tryghed gør, at du registrerer ubehag, men kan udholde at stå i den. Følelsesmæssig tryghed er en stabil platform, som giver dig adgang til dine følelser uden at blive overvældet af dem og uden at have trang til at følelserne forsvinder.

For ledere er det vigtigt at kunne skelne mellem de to tilstande – fordi du som leder har stor indflydelse på andres liv, fordi du har brug for følgeskab og fordi du forventes at være rollemodellen på den tryghed, der er basis for kreativitet og udvikling hos de mennesker, du er leder for.

Hvad kan du gøre?

Vejen dertil er kontinuerligt at være nysgerrig på dig selv. Måske er temaet nyt for dig, og en mulighed er at starte med at opdage, navngive og undersøge de følelser, du oplever. Det kan fx være i bilen på vej hjem fra jobbet, hvor du reflekterer over situationer på jobbet, og sætter navn på de følelser, du oplevede. Brug følelseshjulet som inspiration til at opdage nogle af de mange følelser, der findes.

Har du lyst til at arbejde mere i dybden med emnet, kan du læse mere om emnet eller tilmelde dig mit 5-dages forløb for ledere ”Etik, skyggesider og livsledelse.

Har du lyst til at læse mere om mod i ledelse, så find artiklen her.

Har du lyst til at vide mere om skyggesider, så læs med i artiklen her.

Lad os tage en snak om lederudvikling i din organisation. Send mig dit nummer, så ringer jeg til dig.

Elsebeth Hauge lederskam - SOME

Discover more from Elsebeth Hauge

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading