"Jeg kan rigtig godt lide det, du skriver på Linkedin", sagde en bekendt forleden…"men jeg synes også at det sommetider kan virke arrogant, bedrevidende og lidt nedladende. Og dit profilbillede er superprofessionelt og du ser ud som om du har helt styr på det. Det hele er meget poleret".

Jeg kigger ned og mærker rødmen i kinderne.

Skammer mig.

Skammen er min vurdering af andres vurdering af mig. Det er min fantasi om hvad andre tænker og mener om mig.

Udtalelsen ovenfor er ikke en fantasi – det er virkelighed. Men hvis hun tænker på den måde, hvad så med alle andre, der kigger med?

Problemet er ikke, at hun vurderer hvordan mine opslag på Linkedin virker på hende. Havde hun sagt: ”Dine opslag virker gennemtænkte, indsigtsfulde og aktuelle”, så havde jeg følt stolthed.

Men hun siger arrogant, bedrevidende og nedladende. Det er ikke umiddelbart egenskaber, jeg vil sætte på mit CV og prale med. Det er faktisk ikke det indtryk, jeg håber på at efterlade hos andre.

"Fuuuck", tænker jeg. Forsvarsmekanismerne kommer rullende, mens jeg forbliver smilende og siger:

”Synes du? – hvor spændende”.

Jeg synes overhovedet ikke det er spændende. Og forsvarsmekanismerne vælter ind over mig.

Først kommer ønsketænkningen: ”Hvad var det hun havde sagt, som var en stor hyldest til mig?” (For der må da være noget).

Så fornægtelsen: ”Det kan jeg ikke genkende – og jeg kan i øvrigt ikke gøre alle tilfredse”.

Angrebet: ”Det må være noget indeni hende – hun må have problemer med sin egen arrogance, bedrevidenhed og nedladenhed”.

Unddragelsen: ”Vi har ikke noget til fælles – det giver ikke mening at mødes igen”.

Jeg kunne godt mærke dem – forsvarsmekanismerne – så jeg kunne heller ikke komme ud af det. Hvad handlede det om? Hvad er det, jeg ikke vil afsløre, ikke vise for omverdenen? Hvad er det, jeg ikke vil være?

Er det inkompetencen, jeg dækker over? Det faktum at jeg ikke er formelt uddannet psykolog og ikke har læst alle bøgerne?

Er det min frygt for at være en tom, ubetydelig, indholdsløs døgnflue?

Forestillingen om at andre vurderer mig som uprofessionel og plat?

Frygten for, at hvis jeg viser min sarthed, så vil andre se skævt til mig?

Jeg finder nok aldrig frem til den endelige sandhed – men jeg er nødt til at spørge mig selv om der er noget om snakken.

For når der er noget, vi for alt i verden ikke vil være, så er der stor risiko for at vi kommer til at være noget andet, som vi heller ikke ønsker at være.

Når jeg er bange for at andre vurderer mig som uprofessionel, inkompetent og ubetydelig, så kommer jeg til at være arrogant, bedrevidende og nedladende – som jeg heller ikke ønsker at andre skal se mig som.

Sagt på en anden måde – når der er egenskaber, vi forsøger at flygte fra, så kommer vi ubevidst til at være for meget af noget andet.

Når ingen må få øje på min uprofessionelle og inkompetente side, fordi jeg skammer mig over de egenskaber, så kan jeg ikke lande ”i midten” og blot være professionel og kompetent. Skammen får mig til at blive ”for meget” – så professionel bliver til arrogance og kompetent bliver til bedrevidende.

Oplevelsen og mine efterfølgende nye indsigter gør det muligt at tage små skridt hen mod at forlade de egenskaber, der er ”kammet over” til arrogance og bedrevidenhed, og øve mig i at stå stærkt i at være professionelt og kompetent.

Men jeg kan også begynde at undersøge hvorfor uprofessionel og inkompetent er så farligt? Hvad frygter jeg at der vil ske, hvis andre ser disse egenskaber? Hvornår har jeg tidligere i mit liv været i situationer, hvor det var ”farligt” at være dette, og hvor jeg frygtede at blive udstødt af en gruppe, jeg gerne ville tilhøre?

Det er ikke nemt – og det kan gøre ondt. Men jeg kan alligevel mærke at jeg er taknemmelig for den modige bekendte, der havde modet til at fortælle mig hvordan det (for nogle) ser ud udefra. Og jeg glæder mig til flere gode snakke om det.