Vil du gerne have sexismen frem i lyset? Eller er det bare noget du siger?

Hvordan er det at være chef i en organisation, hvor sexisme huserer?

Det er ikke fedt, vel? Det er skamfuldt at være leder i – og af – en kultur, hvor der er ofre og krænkere. Og tilskuere, der vender det døve øre til. Skamfuldt at man som leder ikke har fået øje på det. Og hvor der åbenbart er en kultur, der lægger låg på at det kommer frem. Hvor ingen har turdet stå frem og sige ”Hey, der er en sexistisk kultur her, og det er ikke hensigtsmæssigt”.

Man skammer sig som leder – for hvis skeletterne vælter ud af skabet, så udstiller det, at man som leder har været medvirkende til at opretholde en kultur om at ”her gemmer vi sexismen væk – og ofre, krænkere og tilskuere skal holde det for sig selv”.

Det er naturligvis ikke en bevidst, eksplicit kultur, man har formidlet i det månedlige nyhedsbrev. Men noget – og nogen – har alligevel udstrålet og ubevidst kommunikeret at det er kulturen her i organisationen.

Lederskammen ændrer sig og påvirkes af de vinde, der blæser i det omgivende samfund. For et par måneder siden ville de fleste adspurgte ledere have sagt ”Der sker ikke krænkelser i vores organisation”. For det ville være skamfuldt at åbne op for tvivlen og sige ”Det ved jeg faktisk ikke, for det har jeg ikke lige haft fokus på”.

I dag vil det virke utroværdigt, hvis en direktør siger ”Der sker ikke krænkelser i vores organisation”. Det vil i højere grad vidne om en direktør, der forsøger at gemme noget væk, og det vil ikke skabe tryghed for nuværende og fremtidige medarbejdere.

Men spørgsmålet er om vi overhovedet er kommet videre, selvom chefer lige nu står i kø for at sige ”Jeg vil ikke tolerere sexisme i organisationen – det hele skal frem i lyset nu”. Måske laver HR endda en politik på området og opretter en whistleblower-ordning.

Udfordringen er at lederskammen stadig er til stede.

Så samtidig med at du stiller dig på ølkassen eller eksplicit skriver i nyhedsbrevet at sexisme tolereres ikke, så udstråler du stadig – og håber på – at ingen siger noget.

For det allerbedste ville være at stille sig helt åben for, at alle episoder og hændelser kommer frem i lyset – og så er der tavshed. At kunne bryste sig af at have lavet politikker og whistleblower-kanaler, men ingen kom frem med noget. Alle holder vejret og håber på at temaet om nogle uger kan klassificeres som noget, der kun sker i mediebranchen og på Christiansborg.

For lederskammen er der stadig, og dine medarbejdere vil gerne hjælpe dig. Så selvom du som chef italesætter at alt skal frem, så fornemmer alle at du i virkeligheden helst vil fastholde sexismen i skammekrogen. Du er bange, for hvad der kommer frem. Og medarbejderne hjælper dig gerne, for de vil også gerne bevare illusionen om at arbejde i en virksomhed uden krænkelser.

Når du som chef skriver ”alt skal frem i lyset”, mens du stiller dig foran den håndvask, du håber på at kunne vaske hænderne i, så får du helt præcist det, du udstråler. Ingen siger noget.

Men hvad er løsningen?

Løsningen er at få din lederskam frem. Sådan virkelig frem. Først og fremmest gøre den bevidst for dig selv, men dernæst er der ingen anden vej frem end at sige det højt.

Fx sådan her:

”Jeg kan mærke at jeg ville skamme mig så meget, hvis det kom frem at vi har en sexistisk kultur, for det minder mig om at jeg ikke har gjort det godt nok som chef. Og det er ikke fedt. Men jeg ved at vi er nødt til at få det frem i lyset, hvis organisationen skal nå de mål vi har og hvis vi skal kunne tiltrække dygtige medarbejdere i fremtiden. Så selvom jeg måske udstråler, at jeg håber der ikke kommer noget frem, så SKAL det frem. Jeg har brug for jeres hjælp, så hvis der er noget i metoden, der afholder jer fra at sige det højt, så skal vi også have det frem. Og hvis I er i tvivl eller hvis der er fortællinger om episoder med tidligere medarbejdere, så skal det også frem. Så fortæl mig hvad der skal til, for at vi får det hele frem”.