Verdens vigtigste jule-artikel

Nærende aktiviteter i julen, skam

I denne artikel får du en simpel øvelse der tager under 30 minutter, og som vil styrke din glæde og dit nærvær i juleferien.

Læs med - i verdens vigtigste jule-artikel.

Hvordan bliver juleferien en nærende tid for dig?

Juleferien står for døren. Måske befinder du dig lige nu i travlhed på jobbet, kaos i forhold til julegaveindkøb og dårlig samvittighed over, at du ikke har evnet at holde dit løfte til dig selv om at gøre december til en måned med kagehygge-lørdag og guirlande-klippe-søndag hver weekend.

Måske ulmer også en frygt. En frygt for kaos, skænderier, distance, udmatning og skuffelse. Eller man kan sige at en længsel ulmer. En længsel, der skal have mere plads.

Længslen efter nærhed, samhørighed, glimt af lykkefølelse. Længslen efter at mærke dit eget åndedrag, at mærke din ægtefælles hånd på din kind eller jeres øjne der mødes i et kærligt blik.

Ovenstående er muligvis blandet med en stille frygt for, om længslerne indfries. Fordi din erfaring siger dig at det ikke kommer af sig selv.

Måske kan du slet ikke mærke længslen. Det kan være fordi du har nærværet i dit liv allerede. Det kan være fordi du ikke føler at du har lov til at føle længslen. Det kan også være at du ikke føler, at du har brug for nærværet. Eller måske frygter du, hvad der sker, hvis du giver plads til at mærke længslen.

Uanset om (længslen efter) nærvær føles tiltrækkende eller frastødende, vil jeg hævde at vi alle har brug for den.

Jeg har en lille øvelse til dig i juleferien – som har til formål at skabe nærhed til dig selv, men også til dine vigtige relationer.

Øvelse:

Åben en note på din telefon.

Skriv aktiviteter, der gør dig godt. Det, der føles nærende. Det, der føles godt. Bare skriv – lad være med at vurdere hver enkelt aktivitet.

Det bliver en lang liste, kan jeg love dig for.

Måske ser din liste sådan ud:

Høre stille musik, løbe en tur, strikke, se solopgangen, bage med mine børn, se Netflix, drikke en kop te, købe ting på nettet, tage i fitnesscenteret, kigge på træernes blade, sex, gå en tur med min ægtefælle i hånden, drikke mig fuld med mine venner, spille kort med mine børn, fjerne ukrudt i haven, danse, lave mad, svømme, købe en buket blomster, spise frokost med en nær veninde, besøge min far på kirkegården, tage et langt bad, booke en massage, læse en bog, gå på museum, dyrke yoga, sove længe, spise kanelsnegle…

Du kan vælge at stoppe her. Blot have listen i din telefon. Måske får du lyst til at tilføje noget til listen i løbet af de kommende dage. Under alle omstændigheder er der øget sandsynlighed for at du i juleferien kommer til at lave flere af aktiviteterne, blot fordi du har givet det opmærksomhed i dag.

Hvis du har lyst til at gå til step 2…så læs med her.

Advarsel – du kommer til at fjerne nogle af aktiviteterne fra din liste.

Kig på din liste. Overvej, for hver aktivitet, hvad FUNKTIONEN er for hver enkelt aktivitet.

Formålet med denne øvelse er at fjerne nogle af aktiviteterne fra listen – ja, jeg mener at fjerne aktiviteter, du netop har skrevet. Det kan være irriterende, men det giver dig en liste med ægte nærende aktiviteter.

Formålet er at trykteste, hvorvidt hver enkelt aktivitet er ÆGTE nærende – eller det blot fjerner din opmærksomhed fra noget, der i højere grad bør have din opmærksomhed.

Overvej for hver aktivitet på listen: Hvad er funktionen af hver enkelt aktivitet? Hvad giver det dig at udføre aktiviteten?

  1. Er det nærende?
  2. Er det en flugt? (jeg gør det for at undgå en anden aktivitet)
  3. Er det ydre-styret? (jeg bør gøre dette)
  4. Eller er det et adrenalinskud? (det føles virkelig rart lige efter jeg har gjort det)

Vær ærlig – der er ingen, der kigger i din liste.

Fjern de aktiviteter fra din liste, der er i kategori 2, 3 og 4. Altså de aktiviteter, du i din juleferie, sandsynligvis vil udføre som flugt, ydre-styret eller for at få et skud adrenalin.

Eksempler:

Her er 3 eksempler for at det giver mening:

1) Gå en tur i skoven:

Nærende: Jeg mærker mit åndedrag, jeg fornemmer blæsten, jeg kigger ikke på min telefon, jeg får lys.

Flugt: Jeg kan ikke holde ud at være sammen med min ægtefælle, børn, svigermor, så jeg flygter med en undskyldning om at jeg trænger til frisk luft.

(I denne kategori kan også være: fitness, indkøbsture, biograf, familiebesøg, kirke osv.)

2) Shoppe på nettet:

Nærende: Hvis du altid prioriterer dine penge til børnenes tøj, reparationer i huset eller fælles ferier, så er det en skøn gave at købe en ny trøje til dig selv. Det er nærende.

Adrenalinskud: Shopper du for at fjerne opmærksomheden fra tristhed, frygt, stress, skyld, skam og længsler?

(I denne kategori kan også være: alkohol, chokolade, Netflix, porno, shopping, løbetur, søvn osv.)

3) Bage med børnene:

Nærende: Du er til stede, giver plads til grin, larm, klamme fingre – og du får et lille glimt af lykkefølelsen og taknemmeligheden ved at få lov at opleve netop dette.

Ydre-styret: Du er træt bagefter, føler glæde ved ”at have sat flueben ved julebagning”, og trænger måske til et glas vin eller alenetid for at lade op igen.

(I denne kategori kan også være: rydde op i klædeskabet, tømme skuret for skrald, sex, julefrokost med fjerne slægtninge osv.)

En reduceret liste

Jeg vil gætte på at din liste er reduceret.

Måske har du endda fjernet nogle aktiviteter, som du skammer dig over at fjerne.

Jeg har fx fjernet ”bage med børnene” fra min liste, fordi det gør mig glad, når det er klaret. Når der er sat flueben. Men det er alligevel skamfuldt, at jeg ikke nyder det mens det foregår.

Måske ser din liste sådan ud:

Høre stille musik, se solopgangen, drikke en kop te, tage i fitnesscenteret, kigge på træernes blade, gå en tur med min ægtefælle i hånden, spille kort med mine børn, danse med min mand, købe en buket blomster, spise frokost med en nær veninde, besøge min far på kirkegården, tage et langt bad, booke en massage, sove længe…

Det betyder ikke at du skal stoppe med at se Netflix, drikke alkohol, besøge drænende familiemedlemmer, løbe, shoppe på nettet, spise chokolade eller bage med børnene.

Men vær opmærksom på at tilføre mere af det, der – ægte – nærer dig.

Måske tænker du: ”Nu kommer jeg jo til at skamme mig endnu mere over at shoppe på nettet eller drikke mig fuld med vennerne – sådan gider jeg ikke have det”.

Mit svar vil være: ”Skammen har sandsynligvis altid været der. Nu er du pludselig blevet bevidst om den. Det gør den ikke værre, men giver mulighed for at kigge nærmere på den.

Med ønsket om en glædelig juleferie.

Lad os tage en snak om lederudvikling i din organisation. Send mig dit nummer, så ringer jeg til dig.

Elsebeth Hauge lederskam - SOME

Discover more from Elsebeth Hauge

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading