Det ensomme spøgelse - en leder fortæller

Jeg er salgschef og har været i virksomheden i fem år, da der kommer en ny direktør til firmaet.

Det er hurtigt tydeligt, at han gerne vil sætte sit eget hold og skifte et par chefer ud. Selve fyringen sker hurtigt og foregår professionelt, synes jeg. Det kan jeg ikke sætte en finger på.

Vi aftaler ved opsigelsen, at jeg skal blive i virksomheden to uger, fordi der er et par vigtige kundemøder. Det er mit eget forslag, fordi jeg på den måde kan overlevere kunden til en anden i virksomheden, og jeg kan få ryddet op og komme afsted på en god måde.

Jeg føler mig både fattet og afklaret, da jeg går fra mødelokalet, hvor selve opsigelsen finder sted.

Måske er jeg naiv, for jeg finder hurtigt ud af, at jeg ikke helt har gennemtænkt scenariet for de kommende to uger, hvor jeg stadig har min daglige gang i virksomheden.

Jeg er blevet fyret

Det første jeg lægger mærke til, er, at da jeg kommer ud fra mødelokalet, hvor jeg bliver opsagt, kommer min kollega, driftschefen, forbi. Han hilser hjerteligt, og vi taler kort om en leverance, der skal afsted fra lageret dagen efter. Jeg siger ikke noget om den nylige opsigelse, fordi jeg har behov for at sunde mig et øjeblik.

En time senere sender direktøren mailen ud om, at der er indgået en aftale om fratrædelse, og at jeg vil være i virksomheden de kommende to uger for at overlevere vigtige projekter. Senere på dagen, da jeg går ned ad gangen, kommer driftschefen ud af et mødelokale ca. 10 meter fremme. Han drejer ud af lokalet, som om han skal gå imod mig. Men da han ser mig, vender han om og går den anden vej, mens han er optaget af sin telefon. Det sker i løbet af tre sekunder.

Var det sket på en såkaldt normal dag, hvor jeg ikke lige var blevet afskediget, så havde jeg ikke tænkt over det, men blot konkluderet, at han skulle en anden vej. Men fordi det sker på netop den her dag, så bider jeg mærke i det. ”Han flygter fra mig,” tænker jeg. Jeg får følelsen af at blive ignoreret, og enhver anden dag ville jeg have råbt: ”Hov, jeg synes, du løber væk, så snart du ser mig,” og han ville have grinet og returneret med en sjov bemærkning. Men jeg gør ingenting.

Kundemødet

Dagen efter er jeg til kundemøde ude i byen, og da jeg kommer tilbage på kontoret, er der aflyst et par interne møder, jeg har haft i kalenderen. Jeg tænker ikke så meget over det, men efter et par dage kan jeg se, at også antallet af mails, jeg får, er faldet brat.

Jeg kan ikke huske mine tanker og følelser om det med de aflyste møder og de få mails. Jeg tror slet ikke, jeg føler og tænker noget om det. Jeg har et stort behov for at komme godt derfra, tror jeg, så det er vigtigt for mig at bevare det gode humør og overskud. Jeg har ikke lyst til at mærke skuffelse eller irritation.

Da mine medarbejdere får mailen fra direktøren om, at jeg er afskediget, er der et par af dem, der giver mig et knus og siger, at de er kede af det. Men jeg fejer det væk, og siger, at det ikke er et problem for mig at blive fyret. Jeg siger, at jeg er glad for at blive og aflevere et ryddet skrivebord.

Aflyste møder

Efter fire dage finder jeg ud af, at de aflyste møder og de meget få mails har en årsag. Det er ikke, fordi møderne er blevet aflyst, men jeg er blot blevet fjernet fra møderne. Jeg opdager det, fordi der er store ruder i vores mødelokaler, og på tidspunktet for det ugentlige chefmøde går jeg forbi min direktørs mødelokale og ser, at alle de andre sidder derinde. De ser også mig, og den følelse af at være udenfor bliver sådan helt fysisk. Jeg står udenfor lokalet, og er ikke inviteret ind.

De få mails får jeg en forklaring på, da jeg spørger en af mine medarbejdere til et projekt. Hun fortæller, at direktøren har sendt en mail ud til mine medarbejdere om, at de nu refererer til ham. Alt, hvad der tidligere er blevet afklaret med mig, skal afklares med ham i stedet. Jeg er også blevet fjernet fra alle maillister, så selv den ugentlige fredagsmail modtager jeg ikke længere.

Det ensomme spøgelse

Jeg føler mig som et spøgelse, når jeg er på kontoret. Som om jeg står gemt bag gardinet og observerer alle de andre, mens de ikke kan se mig. Jeg tager mig selv i at tjekke gangen, inden jeg træder ud af mit kontor, for jeg har ikke lyst til at møde nogen. Der er ingen projekter, der skal afklares, så det vil være akavet at møde nogen, synes jeg. Følelsen af at være der fysisk, men alligevel ikke være der. Ja, et spøgelse er et ret præcist billede på det. Et ensomt spøgelse.

Min kone fortæller en dag, at hun så driftschefen i Bilka, mens hun handlede. De kender hinanden fra virksomhedsarrangementer gennem årene. De var et stykke fra hinanden og fik øjenkontakt, men ingen af dem tog initiativ til at gå hen og snakke, som jeg ville forvente, at de ville gøre. Det slår mig, da hun fortæller det, at en afskedigelse ikke kun har noget at gøre med mig, men også påvirker mine omgivelser og deres relationer. Min kone vil ikke kalde det skam, men jeg tror, hun vil sige, at det var et akavet møde.

Jeg fjerner sporene

Ugen efter – det er et par dage, inden jeg har min sidste arbejdsdag – er der igen chefmøde, hvor jeg ikke længere er inviteret med. Der er en uro i mig, og jeg begynder at pakke mine personlige ting fra kontoret ned i nogle poser. Der er ikke meget. Blandt andet er der et billede af mine børn, og da jeg fjerner det fra skrivebordet, er der en bar plet uden støv, hvor billedet har stået. Jeg henter en klud og tørrer bordet af. Som om jeg ønsker at sporene af, at jeg har været på kontoret, skal fjernes.

Den sidste dag har jeg et kundemøde sammen med en af mine medarbejdere. Mødet er slut kl. 17, og jeg kører min medarbejder tilbage til kontoret. Pludselig kan jeg mærke, at jeg ikke har lyst til at gå med ind, så jeg beder min medarbejder om at tage min MAC og telefon med ind og lægge det i receptionen. Det er ikke en trist stemning, for jeg har et stort smil på og siger, at nu vil jeg gå hjem og drikke et glas rødvin og glæde mig til at sove længe i morgen.

Er jeg skuffet?

Der er noget med skuffelse, der vender tilbage igen og igen, men det peger i flere forskellige retninger. Jo, jeg er skuffet over mine chefkolleger, der ignorerer mig og ikke en gang er forbi for at sige, at de vil savne mig eller bare give et klap på skulderen. Jeg håber ikke, jeg selv vil være på den måde, hvis en af mine kolleger bliver fyret.

Er jeg skuffet over mig selv? Jeg ved ikke, om skuffelse er det rette ord, men jeg er i hvert fald ikke modig og siger til mine kolleger, at det er svært at være blevet afskediget. Jeg opretholder facaden, men samtidig føler jeg mig ensom og usynlig. Jeg drikker alt for meget rødvin i den periode. Jeg føler mig værdiløs, men jeg er også værdiløs, for andre har taget over, og virksomheden kører fint videre uden mig. Det lyder skørt, men selvom jeg ved, at jeg
er undværlig, så har jeg altid følt mig uundværlig i mine jobs. Det er en måde at komme ud af sengen på – at virksomheden har brug for mig.

Lederskammen

Jeg skammer mig over, at jeg ikke har vidst det om mig selv. Det får mig til at tænke på, at hvis jeg var en af mine chefkolleger, så ville jeg nok have reageret på samme måde. Altså jeg ville have ignoreret den fyrede og bare fortsat den daglige drift, fordi jeg altid har ment, at risikoen ved at have et chefjob er, at du kan risikere at blive fyret, og det må man bare komme videre fra. Det har jeg sagt til mig selv og til andre, og jeg har troet på det. Så min egen reaktion og følelser overrasker mig.

Fortællingen er fra bogen "Lederskam i fyringer". Har du lyst til at læse flere fortællinger, kan bogen bestilles ved at klikke her.