Byrådets liste - en leder fortæller

Jeg er blevet fyret to gange i min karriere. Min første fyring er, hvor jeg er direktør i en mindre kommune Da jeg har været ansat seks år, får jeg en henvendelse fra et byrådsmedlem. Hun vil gerne bestemme, hvor en navngiven socialrådgiver skal ansættes. Det er ikke normalt noget, jeg blander mig i som direktør, men jeg fornemmer, at jeg ikke kan afvise henvendelsen. Så jeg accepterer og handler på den, så byrådsmedlemmet bliver tilfreds.

Listen

Et par uger senere får jeg viden om, at det samme byrådsmedlem har lavet en liste med 8-10 medarbejdere, ledere og politikere i kommunen, som hun ønsker skal fjernes. Jeg ser ikke en konkret nedskrevet liste, men er opmærksom på, at den muligvis findes. Der er altid mange rygter i en kommune, så jeg lægger ikke så meget i det. Og da det er en politiker, som jeg har et godt forhold til, så føler jeg mig ikke personligt truet.

På et tidspunkt bliver jeg ringet op af en af en god ven, der siger: ”Jeg har hørt dit navn blive omtalt som en, de også gerne vil have væk, så du skal nok forvente, at du er væk inden sommer.”

”Ahh, jeg er ikke så nem at slippe af med,” svarer jeg. Og jeg tror på det, for jeg synes vi laver nogle virkelig gode ting for familierne i kommunen. Jeg synes også, jeg er god til at netværke med politikerne, så de føler sig hørt og inddraget i arbejdet.

Hvem kan jeg stole på?

Det bliver et hårdt forår, synes jeg, for jeg bliver utrolig opmærksom på, hvem jeg kan stole på og ikke stole på i byrådet. Det er svært at gennemskue, og jeg bruger virkelig meget tid og tankevirksomhed på det. Det dræner mig.

En dag fortæller kommunaldirektøren mig, at der har været en kritisk henvendelse om mig til byrådet. Det er fra en medarbejder i mit direktørområde. Han fortæller, at byrådet på den baggrund har besluttet at lave en større undersøgelse af medarbejdernes tilfredshed med mig.

Jeg kan godt se, hvor det bærer hen, for jeg tror altid, det er muligt at finde noget negativt, når man spørger 900 medarbejdere, som der er på mit område. Dagen inden rapporten frigives, tømmer jeg mit kontor, for jeg ved godt, at formålet med rapporten er at få mig ud.

Rapporten offentliggøres

Ganske rigtigt – rapporten kommer tilbage, og der er mange anerkendende tilkendegivelser, men der er to kritiske udtalelser fra medarbejdere, der gerne vil have mig udskiftet. En time efter at jeg modtager rapporten, ringer kommunaldirektøren og fortæller, at det er besluttet, at jeg bliver afskediget.

Dagen efter afholdes pressemøde, hvor kommunaldirektøren fortæller, at han er dybt chokeret. Han fortæller hvor frygtelig en direktør de har haft ansat, og at de heldigvis har handlet konsekvent med en fyring.

Fyring nummer to

Min anden fyring starter med, at jeg bliver jeg ringet op fra en stor NGO, som opfordrer mig til at søge en ledig chefstilling hos dem. Jeg får stillingen og starter om mandagen. Allerede om onsdagen siger bestyrelsesformanden til mig, at han synes, jeg er skrap i tonen.

Jeg kontakter direktøren med det samme og spørger, om han er enig. Han siger, at han har hørt rygter om det samme og beder mig have lidt ro på.

Et par dage senere – altså efter fem dage i jobbet – ringer direktøren og beder mig komme forbi på hans kontor. På kontoret sidder et par af mine chefkolleger, som gengiver fortællinger om min ledelse, som de har hørt i organisationen. Mine chefkolleger er vrede på mig og siger, at de ikke kan lide det, jeg siger.  Men de er også vrede over den måde, jeg siger tingene på.

Ugen efter bliver jeg fyret.

Refleksion

Der er jo noget med skam. Den ansættelse, hvor jeg har ti dage på jobbet, har jeg slettet fra mit CV, fordi det er så flygtigt. Jeg vil ikke kunne genkende nogle af kollegerne, hvis jeg møder dem på gaden, for det er så kort tid. Når jeg taler med andre, der kender den branche, så siger de, at så dårlig har jeg vist ikke kunnet nå at være på blot ti dage. Der må have været noget andet på spil. Det er rart at få et klap på skulderen på den måde, for det er helt ubegribeligt, og det føles mest som en ond drøm.

Min første fyring grubler jeg mere over, og jeg fortryder, at jeg ikke handler anderledes, da jeg bliver bekendt med byrådspolitikerens liste. En af mine kolleger, der har fået nys om, at hun er på listen, går hurtigt til kommunaldirektøren og beder om en fratrædelsesaftale. Det gør jeg ikke, fordi jeg tror på, at jeg kan overleve, ved at omvende stemningen hos byrådspolitikerne.

Fortrydelse

Jeg fortryder, at jeg ikke gør det samme som min kollega, og hurtigt beder om en fratrædelsesaftale. Jeg kæmper i dag med, at når nogen googler mit navn, så står der, at jeg er en dårlig leder. Og der står at jeg blev fyret efter en større undersøgelse, der viste kritisable forhold. Jeg tror endda, at en af de første videoer, der kommer op, er kommunaldirektørens pressemøde, hvor han fortæller, at de heldigvis har handlet konsekvent.

Det er ikke, fordi jeg har et behov for, at andre skal sige, at jeg er dygtig, men jeg er træt af at man kun kan læse de negative omtaler af mig. Jeg havde heller aldrig forestillet mig at de vil lave et pressemøde, hvor de fortæller, hvor uduelig jeg er. Det havde jeg ikke fantasi til at forestille mig, at de ville være bekendt. Jeg har været der i seks år, så det er ærgerligt, at det er den fortælling, der skal fylde.

Jeg er blevet bekræftet i, at jeg har en god evne til at opdage stemninger i de organisationer, jeg er en del af. Jeg har også opdaget, at min evne til at reagere hensigtsmæssigt og fornuftigt på stemningerne er dårlig. Jeg har troet for meget på, at jeg kan ændre folks syn på mig. Den læring ville jeg gerne have været foruden.

Kan jeg få et nyt job?

Jeg har sendt 50 ansøgninger og er ikke kommet til samtale. Jeg har ikke søgt lederjobs, fordi jeg gerne vil have et nemmere job, hvor jeg kan arbejde 30 timer, eller i det mindste bare 37 timer, som et almindeligt fuldtidsjob. Men måske søger jeg ikke lederjobs, fordi jeg forsøger at undgå at blive konfronteret med fortællingerne om mine fyringer. Jeg gider ikke forklare længere, og jeg gider ikke forsvare mig selv, for det er jo en ensidet fortælling. Jeg kan se på dem, der lytter, at de bliver mistroiske.

Jeg kan ikke lide at se mig selv som et offer, for det føler jeg ikke, at jeg er. Men jeg har på en måde underlagt mig min skæbne, om at alle, der googler mig, får indsigt i, at nogen har ønsket mig væk. Jeg har opgivet at kæmpe imod den fortælling, og derfor forsøger jeg ikke længere at lande et nyt lederjob. Jeg vil gerne stadig være på arbejdsmarkedet. Da jeg var nyuddannet socialrådgiver, arbejdede jeg på et bosted for unge. Det kunne jeg godt tænke mig igen, men det kan blive svært. Jeg tror ikke, at en arbejdsgiver regner med, at jeg kan indordne mig nederst i hierarkiet.

Fortællingen er fra bogen "Lederskam i fyringer". Har du lyst til at læse flere fortællinger, kan bogen bestilles ved at klikke her.