Den skamfulde tavshed når en kollega bliver fyret

Vi skal lige tale om, hvad ordentlighed er, når en kollega bliver fyret.

Jeg har interviewet mange ledere, der er blevet fyret, og noget, der går igen i fortællingerne, er overraskelsen over, hvor tavse lederkollegerne er.

Den rungende radiotavshed fra de kolleger, jeg for et par dage siden har arbejdet tæt sammen med, grinet med og heppet på, er ulidelig. Jeg føler mig ensom, ligegyldig og usynlig. Det gør ondt og det er skamfuldt.

Ingen rækker ud. Eller i hvert fald kun meget få. Ofte en enkelt i en ledergruppe.

Jeg vil tro at vi kan blive enige om at det rigtige vil være at ringe op og sige: ”Det er jeg ked af at høre. Jeg kommer til at savne dig. Hvordan har du det?”

Så noget må stå i vejen for at man gør det. En slags berøringsangst.

Berøringsangst kan se ud på mange måder – Fx:

• Der er nok nogle andre, mere tætte lederkolleger, der rækker ud.
• Jeg vil helst ikke gøre min (nu tidligere) kollega ked af det ved at spørge, hvordan det går.
• Jeg synes det er illoyalt over for arbejdspladsen og vores fælles chef (som har afskediget kollegaen), hvis jeg rækker ud til den fyrede kollega.
• Jeg ringer i morgen (men ”glemmer” det også i morgen).

Forsvarsmekanismer

Er du som kollega ikke opmærksom på, at berøringsangsten ulmer, og blokerer for at gøre ”det rigtige”, så leder det til skam.

Skammen – hvis man ligeledes ignorerer den – leder til forsvarsmekanismer, som fx:

• Du gemmer dig mellem hylderne i Kvickly, hvis du ser din tidligere kollega er i gang med at handle.
• Du overbeviser dig selv om, at “det er bedst at give ham ro” eller “jeg vil ikke forstyrre midt i alt det.”
• Du taler uden om. Hvis fyringen kommer op ved kaffemaskinen eller i ledergruppen, ændrer du hurtigt emne.
• Du skriver en neutral (men dog afvisende) besked som “held og lykke fremover” på kollegaens LinkedIn-opslag i stedet for at vise reel empati eller nysgerrighed på, hvordan kollegaen har det.
• Du søger bekræftelse på din egen passivitet, og spørger en anden leder, om hun heller ikke har kontaktet den fyrede, for at føle dig mindre forkert.
• Du undlader at like eller kommentere kollegaens opslag på LinkedIn, fordi det føles akavet.
• Du taler ekstra loyalt om ledelsens beslutning for at signalere, at du “ikke er på den fyredes side.”

Jeg har som sagt interviewet en del fyrede ledere, og de fleste kan huske præcist, hvem der ringede til dem efter deres fyring – også selvom det er 5-10 år siden.

Det er både et udtryk for at alt for få ringer op, men også et udtryk for den taknemmelighed, der er til de, der brugte 8 minutter på vej hjem i bilen til at ringe op og sige: ”Det er jeg ked af at høre. Jeg kommer til at savne dig. Hvordan har du det?”

Det er aldrig for sent

PS: Hvis du lige nu skammer dig en lille smule over at du ikke ringede til den kollega, der blev fyret for 3 år siden, så er det faktisk ikke for sent. Ring op og sig: ”Jeg har netop læst et opslag om…. Jeg burde have ringet dengang. Det gjorde jeg ikke. Jeg ville ønske jeg kunne gøre det om. Undskyld”.