5 ting du skal gøre når en kollega bliver fyret
I denne artikel kan du læse om:
- Tvivlen om, hvordan man skal agere som kollega til en, der netop er blevet afskediget.
- Forslag til, hvad du kan gøre som kollega.
- Eksempel fra en leder om, hvordan det er at blive afskediget.
Når en kollega bliver fyret, har det konsekvenser for både den, der mister jobbet, og de, der bliver tilbage. Mange ved ikke, hvordan de skal reagere, når en kollega afskediges. Skal man ringe? Skrive? Lade personen være i fred?
En fyring skaber uro, usikkerhed og sorg, men en fyring er også en mulighed for at vise menneskelighed og sammenhold.
I denne artikel får du fem konkrete råd til, hvad du kan gøre, når en kollega bliver afskediget – både for den fyrede kollegas skyld og for fællesskabet på arbejdspladsen. Det handler om empati, ansvar og respekt i en svær tid.
1: Ring op
At kontakte en kollega, der er blevet afskediget, er indiskutabelt. Gør det. Også selvom du er fuld af undskyldninger for at lade være.
Er du i tvivl om, hvorvidt det er ”passende” at du tager kontakt, fordi du måske ikke er den tætteste kollega, så tag kontakt alligevel.
Besvarer den fyrede kollega ikke dit opkald, så send en sms: ”Hej, jeg ville lige tjekke ind – jeg forsøger at fange dig i morgen”.
Hvad skal du sige?
Du kan fx sige:
”Det er jeg ked af at høre, du vil blive savnet, hvordan har du det?”
Undgå at være illoyal ved at sige: ”De er også dumme her på arbejdspladsen – det er godt at du er kommet videre”
Du kan også spørge:
”Hvordan kan jeg hjælpe?”
Undgå den mere afvisende opfordring ved at sige: ”Sig endelig til hvis jeg kan gøre noget”.
En fyret leder fortæller i bogen:
Den rungende radiotavshed fra de kolleger, jeg for et par dage siden har arbejdet tæt sammen med, grinet med og heppet på, er ulidelig. Jeg føler mig ensom, ligegyldig og usynlig. Det gør ondt og det er skamfuldt.
2: Skriv en anbefaling på LinkedIn
Generelt skal vi være langt mere generøse med anbefalinger på Linkedin. Gå ind på din fyrede kollegas profil, find sektionen med anbefalinger og tryk ”anbefal XX”. Modtageren kan derefter beslutte om han har lyst til at anbefalingen skal være synlig på profilen.
Er du ikke en af de tætteste kolleger? Skriv en anbefaling alligevel. Måske har I arbejdet sammen om et enkelt projekt for 3 år siden, så skriv om det. Måske er du en tidligere kollega, fordi du er skiftet til en ny virksomhed, så er det ikke for sent. Det vil blive husket, og den fyrede kollega vil være taknemmelig.
3: Fortæl dine kolleger, hvordan du har det
Hvordan påvirker din kollegas fyring dig? Det kan føles forkert at blive påvirket af en andens fyring, for det er jo den fyrede, det er mest synd for, ik’?
Når en kollega fyres, er det også en forandring hos de, der bliver tilbage. Det kan være et savn af en fagligt dygtig kollega eller en, der havde sjove input, der skabte glæde.
Tag fat i din nærmeste (eller mest fortrolige) kollega, og spørg: ”Kan vi to tale om, hvordan fyringen af xx påvirker os?”
Er du i tvivl om, hvordan du er påvirket, så overvej følgende:
- Frygt for selv at blive fyret – og at være ude af fællesskabet?
- Uretfærdighed og vrede – det er urimeligt at Mette er blevet fyret.
- Sorg – jeg kommer til at savne min fyrede kollega.
- Skyld – kunne jeg have hjulpet mig kollega, så han ikke blev fyret?
- Forvirring og usikkerhed over, hvad fyringen betyder for resten af teamet?
4: Beskyt den fyredes værdighed
Forvirring, usikkerhed, vrede, uretfærdighed og sorg er følelser, der kan stimulere trangen til at sladre med kollegerne. ”Var der konflikt eller uenighed op til fyringen?”, ”Hvem besluttede Martin skulle fyres?” og ”Hvilken type fratrædelse er der indgået?” er spørgsmål, der er fristende at stille i krogende for at dulme sin egen frygt. Undgå at initiere og deltage i denne type samtaler, der ofte baserer sig på rygter.
Hold i stedet fokus på, hvordan du selv har det. ”Det gør mig usikker at være uvidende om detaljerne i fyringen – har I det på samme måde?”.
5: Stil spørgsmål om fremtiden
Vær åben om det uafklarede, der vedrører det fremtidige arbejde. Spørg fx din nærmeste leder om:
- Skal der ansættes en ny i teamet?
- Hvordan skal opgaverne fordeles?
- Skal vi samle ind til en afskedsgave?
Kursusdag - når en kollega bliver fyret
Hvad betyder det for de tilbageværende medarbejdere og for organisationen, når en kollega fyres? Styrk din viden om fyringens anatomi og få inspiration til at arbejde med dette tabu i organisationer. Temadagen er for både konsulenter og ledere. Læs mere
Kursusdagen foregår i København den 22. januar 2026.
Del artiklen - eller send den til en ven.
Lad os tage en snak om lederudvikling i din organisation. Send mig dit nummer, så ringer jeg til dig.