Jeg flygter fra min familie - en leder fortæller

Min fortælling handler ikke om skam, jeg har, mens jeg er på job, men om den skam, jeg føler, når jeg ikke er på jobbet. Jeg er én person, når jeg er på arbejde, og en anden, når jeg er hjemme.

Der er ikke nogen på mit arbejde, der kender mig privat, eller som jeg socialiserer med privat. Jeg bor heller ikke i den by, jeg arbejder i. Jeg er to forskellige personer, alt efter om jeg er på arbejde eller hjemme, og det har jeg altid haft det fint med.

Jeg elsker mit job

Jeg brænder helt vildt for mit arbejde, og jeg giver mig 120 procent. Jeg arbejder med mennesker, der har det svært, og den anerkendelse, der er i at have gjort en vigtig forskel i et andet menneskes liv, er en fantastisk følelse. Jeg og mine teams hjælper mennesker tilbage til en hverdag, hvor de kan tage vare på sig selv, og det giver så meget mening. De seneste år har jeg fået større og større ansvar og har nu over 100 mennesker under mig, som hver dag gør en kæmpe indsats. Jeg har frihed til at sætte nye projekter i gang, og der er ikke langt fra tanke til handling, selvom det er en politisk ledet organisation, jeg er en del af.

Mine børn er store nu, 14 og 16 år. Da de var mindre, var jeg mere hjemme, fordi der var brug for mig til alt det praktiske og til at være sammen med dem og min mand. Men lige så stille efter at de er blevet større, er der sneget sig flere og flere timer ind, som jeg bruger på jobbet eller ved computeren derhjemme.

Jeg er så træt, når jeg kommer hjem om eftermiddagen eller først på aftenen. Energien er helt væk, for jeg har givet mig fuldt ud på jobbet. Jeg føler mig så falsk, fordi jeg prøver at lade, som om jeg er rigtig glad for at komme hjem. Jeg forsøger at lytte interesseret til, hvad min mand og mine børn fortæller om deres dag. Men mest af alt vil jeg ønske, at de ikke er der. Jeg vil ønske, at jeg bare kan komme hjem og gå direkte i seng og ikke skal tale med nogen. Jeg vil ønske, at de bare lader mig være. Jeg bliver stille og træt, og jeg er helt flad. Har lyst til at gå en tur alene eller bare sidde i ro med en kop te og en bog.

Værdier og skam

Når jeg tænker over det, så synes jeg, at jeg går på kompromis med nogle af de værdier, jeg gerne vil stå for. Det er jo familien, der er det vigtigste. Jeg ved godt, at hvis der sker dem noget, så vil jeg smide alt, jeg har i hænderne. Så er jobbet ligegyldigt, det er jeg sikker på. Men det er, som om det skal helt derud, før jeg pludselig får øjnene op for at prioritere familien. Eller jeg har jo fået øjnene op for det, men jeg gør ikke noget anderledes alligevel.

Jeg skammer mig over, at selvom jeg godt ved, hvad der skal til, så fortsætter jeg, som jeg plejer. Jeg vil på en måde ønske, at jeg ikke havde bevidstheden om, at prioriteringen er helt forkert. Jeg skammer mig over at jeg vil ønske, at jeg bare kunne drøne derudad og ikke være i tvivl om, at fuld fart på jobbet er det rigtige. Lige som de der topchefer, der tilsidesætter børnenes fødselsdage for at være til et møde. For så ville jeg ikke føle skammen over at fortsætte.

Børnene bliver større og større, og om fire år, så flytter den sidste nok hjemmefra. Jeg er 45 år, så jeg kan sagtens vælge at nøjes med at arbejde 37 timer de næste fire år og bruge mere tid med mine børn, indtil de flytter hjemmefra, og derefter kan jeg arbejde mere igen.

Jobbet trækker i mig

Det er, som om der er noget der trækker på arbejdet. Der er spænding, udfordringer, og det giver så meget mening for mig at arbejde med mennesker, der har brug for mig. Jeg er god til mit arbejde, og jeg får spændende udfordringer, som jeg lykkes med. Jeg synes, det er det mest spændende i hele verden. Jeg får lov at arbejde med ledelse, samfundsforhold og politik på en gang, og der sker altid noget – på den gode måde. Det giver mig anerkendelse, og jeg kan mærke, at jeg lever og gør en forskel.

Det er kedeligt derhjemme, synes jeg.

Jeg skammer mig over, at jeg ikke føler, det giver mest mening at være hjemme med min familie. Jeg tror, det er, fordi jeg er vokset op i en familie, hvor de traditionelle familiemønstre har været i centrum, og hvor mor står for hjemmet. Jeg spejler mig også i de familier, hvor alting spiller, og der altid er speltboller og hjemmelavet lasagne. Så det rammer mig på selvværdet og selvtilliden, når jeg er hjemme. Følelsen af ikke at slå til over for mine egne idealer.

Jeg føler, at jeg lykkes og er succesfuld på arbejdet, og sådan føler jeg ikke, det er derhjemme. Det er mine egne idealer og mine egne tanker om, hvordan man er en rigtig mor, der giver den dårlige samvittighed, for min mand og mine børn siger ikke noget. De har det fint med det valg, jeg har truffet.

Der er også et tomrum derhjemme. Den tid, der tidligere gik med at hente og bringe til fritidsaktiviteter, lave mad og læse godnathistorie, er lige så stille blevet skiftet ud med en times ekstra arbejde her og der.

Jeg føler mig falsk

Det allerværste er, at jeg er falsk derhjemme, og at jeg vil ønske, at de vil lade mig være, så jeg kan få fred. Det er en fejlberegning på energien, for jeg har brugt alt krudtet på mit arbejde.

Jeg kan godt frygte, at min mand går fra mig. Det tror jeg ikke, han gør, men min bekymring er, at han måske en dag føler, at jeg er for meget væk – både fordi jeg er væk fysisk, når jeg er på arbejde, og også fordi jeg mentalt trækker mig væk, når jeg er hjemme. Jeg er faktisk slet ikke til stede.

Vi mangler nærhed, tror jeg, og jeg ved godt, at jeg måske flygter ind i arbejdet, fordi jeg ikke rigtig gider at gøre noget for at få mere nærhed derhjemme. Mit arbejdsliv er så intenst og spændende, at jeg ikke kan mærke behovet for at være tættere på min mand.

Jeg har på jobbet netop startet et nyt projekt op, og jeg føler, det er mit lille barn. Det er noget, jeg har udviklet og søsat. Men det kan jeg godt skamme mig over, for det er jo ikke et barn. Det er en ny udfordring for mig, og jeg føler mig som en iværksætter, der har lyst til at arbejde dag og nat for at få det til at lykkes. Adrenalinen suser rundt, og dopaminniveauet er højt. Jeg stortrives og elsker mit arbejde. Så jeg er ikke på vej mod en stress-sygemelding af for meget arbejde, for det er fedt, og jeg har stor frihed. Jeg føler mig flyvende. Og så bliver det endnu mere modsætningsfyldt, når jeg kommer hjem og er energiforladt, reaktiv og stille.

Alt ser godt ud på overfladen

Problemet er bare, at jeg altid glæder mig til at komme på arbejde. Jeg vågner glad om morgenen og glæder mig til at komme afsted, men jeg har langtfra samme forventningens glæde, når jeg kører hjem igen. Det giver mig så dårlig samvittighed, at jeg har det sådan.

Udefra ser det hele fint ud hjemme hos os. Der er ingen speltboller, men der er altid en frysepizza ekstra, hvis nogen vil spise med. Børnene eller min mand siger heller ikke noget om, at jeg bør være mere hjemme eller mere til stede, når jeg er hjemme, så det er bare noget inden i mig.

Et eksempel

Det værste er, når jeg godt ved, at jeg bør gøre noget andet sådan helt konkret. Et eksempel er fra sidste uge, hvor jeg komme hjem og kan høre og se, at min søn har haft en dårlig dag i skolen. Han har tydeligvis brug for, at jeg sætter mig ved siden af ham i sofaen en time. Blot ser en film og er tæt sammen. Men jeg gør det ikke, for jeg orker det ikke. Og jeg fortæller mig selv, at han har jo ikke spurgt, om jeg vil sidde sammen med ham. Så jeg har ikke sagt direkte nej. Men inderst inde ved jeg godt, at han lader være med at spørge for at skåne mig. Fordi jeg ikke kan skjule, at jeg er træt og ikke gider være sammen med nogen.

Det gør godt nok ondt at tænke på.

Det er heller ikke, fordi mine børn efterspørger hjemmebagte boller, eller at jeg skal deltage i flere skoleaktiviteter. Men jeg kan ikke lade være med at spekulere over, om de lader være med at spørge, fordi de ikke vil give mig dårlig samvittighed. De skåner mig måske, fordi de ved, at jeg ikke kan være den mor, de faktisk ønsker sig.

Tiden er knap

Hvis der kom en kollega og fortalte mig om det her dilemma, så ved jeg godt, hvad jeg vil sige. Så vil jeg sige, at tiden er knap, og at han/hun skal skynde sig at være sammen med familien, inden det er for sent. Men jeg efterlever det ikke selv, for jeg forlader ikke det her, som jeg har bygget op på jobbet. Der er brug for det her, og det giver mening for så mange mennesker. Det er altid let at hjælpe andre.

Jeg har ikke fortalt nogen af mine lederkolleger om det her. De kender kun den glade, engagerede, udviklende leder, jeg er. Det lave selvværd, og at jeg banker mig selv oven i hovedet hver eneste dag, det er gemt godt væk.

Generelt har jeg ekstra meget teflon på, når jeg er sammen med mine lederkolleger, i forhold til når jeg er sammen med mine medarbejdere. Jeg kan sagtens være mere sårbar sammen med mine medarbejdere, og vi kan tale om svære borgerforløb eller andet, der rører os som mennesker. Men den side viser vi ikke hinanden i ledergruppen, for der er det et svaghedstegn at være sårbar eller at dele de episoder, hvor man ikke lykkes. Vi kan godt tale om, at vi som ledere skal være et helt menneske, og at vi skal gå forrest og vise, at sårbarhed og tvivl også er helt i orden. Det er vi alle enige om i ledergruppen, men vi gør det ikke selv, lederne imellem.

Fortællingen er fra bogen "Lederskam". Har du lyst til at læse flere fortællinger, kan bogen bestilles ved at klikke her. Den fås både som fysisk bog og digital bog.