Sæt lederskam på dagsordenen til næste ledermøde – her er to indledende øvelser

ledermøde lederskam elsebeth hauge

"Fælles for øvelserne er, at de hjælper til at skabe et sprog for at tale om egenskaber og følelser. Et sprog, som muligvis ikke er indøvet i din ledergruppe"

I en organisation, der har høje ambitioner, vidtrækkende visioner og mål, du som leder har dedikeret dig til at arbejde for, skal I som ledere arbejde med modet til at være åbne og bevidste sammen.

Nedenfor er to øvelser, der hver tager under en time at gennemføre. De kan gentages flere gange med forskellige fortællinger eller med forskellige lyttere til de samme fortællinger.

Fælles for øvelserne er, at de hjælper til at skabe et sprog for at tale om egenskaber og følelser. Et sprog, som muligvis ikke er indøvet i din ledergruppe. Ved at blive mere fortrolige med at sætte ord på egenskaber og følelser er det muligt at få nye vaner og dermed indøve en ny kultur i gruppen, hvor også de svære tanker er delbare.

Når lederkolleger inviteres til at lytte på det, der er svært – dine utilstrækkeligheder og de egenskaber, du helst gemmer væk, så sænkes paraderne, og empatien vokser. Det bliver lettere både at bede om hjælp og at give ærlig og åben feedback til hinanden.

Øvelserne er ikke et quick fix, men er en begyndelse. For at nå et sandt og vedvarende højere niveau af værdifuldt samarbejde, der ses på bundlinjen, skal der et længere forløb til.

Øvelse 1: Det stærke lederteam

Formål: Træne anerkendende feedback, få øje på styrker hos hinanden og få indblik i andres succeshistorier.

Tid: 1 time.

Antal: 3 personer.

Roller: En i gruppen er fortæller og de to andre er lyttere.

postits egenskaber lederskam

Setup: Sæt jer sammen i en lille rundkreds med 3 stole og lav følgende øvelse 3 gange, hvor I skiftes til at være fortæller.

Fortælleren bruger 15 minutter på at fortælle om en episode som leder, hvor han/hun handlede på en måde, som han/hun er stolt af. Gerne en detaljeret fortælling, hvor det er tydeligt, hvem, hvordan, hvad, hvorfor episoden skete. Hav nedenstående spørgsmål på print, hvis du går i stå.

  • Episoden handler om ….
  • Efter episoden har jeg tænkt at …
  • Jeg er særligt stolt af, at jeg …
  • Den erfaring, jeg har fået med, kan jeg bruge til …

Mens fortælleren er i gang, skriver de to lyttere hver deres post-its. Et positivt ord/sætning på hver post-it, som angiver egenskaber, som lytterne synes, episoden siger om fortælleren. Sandsynligvis har hver lytter 10-30 post-its udfyldt, når fortælleren er færdig.

Efter de 15 minutters fortælling sætter hver lytter deres post-its på fortælleren – klæb dem på skulder, ryg, arme, hår, mave osv. Sig ordet eller sætningen højt, når hver enkelt post-it klistres på.

Når begge lyttere har sat alle post-its på fortælleren, har fortælleren ordet i 2 minutter, hvor han/hun siger lidt om, hvordan denne øvelse har været.

Dernæst er det tid til næste fortælling i 15 minutter osv.

Når der er gået en time, mødes alle grupper, og der samles op på, hvordan det har været at gennemføre øvelsen.

 

Øvelse 2: Del den skjulte skam

Denne øvelse handler I høj grad om at være en god lytter. Det kan være fristende at lytte til en skamfuld fortælling, for måske krummer du tæer og har mest lyst til sige ”Det skal du ikke skamme dig over”, og fortælle om noget lignende du selv har oplevet. Men øv dig i at være i den lyttende tilstand og spørg ind selvom det føles snagende. For det er netop denne tilstand af lytning, der skal trænes.

Formål: Træning i at dele det svære, oplevelse af at føle samhørighed og empati, træning i aktiv lytning, indblik i hinandens historier.

Tid: 1 time.

Antal: Mindst 2 personer, men gerne 3 eller 4. Tiden udvides med en halv time pr. person.

Roller: En i gruppen fortæller, de andre lytter og spørger aktivt ind.

Der er tre typer af denne øvelse, og alt efter hvor trænede I er i at dele denne slags historier, så vælg i gruppen en af følgende episodetyper:

  • Let: En episode, hvor jeg oplevede, at en anden følte skam over noget.
  • Middelsvær: En episode, hvor jeg følte skam over noget, en anden gjorde.
  • Svær: En episode, hvor jeg gjorde noget, jeg synes, er skamfuldt.

En fortælling varer 20-25 minutter, hvorefter der i fællesskab reflekteres over, hvordan det har været at dele denne type historie både som fortæller og som lytter/spørger.

  • Let: En episode, hvor jeg oplevede (eller tror), at en anden følte skam over noget
    • Der skete det, at …
    • Hvad tror du, at personen følte?
    • Hvorfor tror du at personen følte på den måde?
    • Hvad tror du, personen syntes, det sagde om ham/hende, at … (egenskaber og karakteristika)?
    • Hvorfor synes du, at de karakteristika er skamfulde at have?
    • Hvad ville du have gjort hvis du var ham/hende?
    • Hvordan kunne du have hjulpet ham/hende?
    • I hvilke situationer oplever du selv at du har disse egenskaber/karakteristika?
    • Hvad gør du selv for ikke at blive afsløret i at have disse egenskaber/karakteristika?

 

  • Middel: En episode, hvor jeg følte skam over noget, en anden gjorde
    • Der skete det, at …
    • Hvilke følelser havde du, mens det skete og efter?
    • Hvorfor tror du at du følte på den måde?
    • Hvad fortæller det dig om personens egenskaber og karakteristika?
    • Hvorfor synes du, at de karakteristika er skamfulde at have?
    • Hvad gør du selv for ikke at blive afsløret i at have disse egenskaber/karakteristika?

 

  • Svær: En episode, hvor jeg gjorde noget, jeg synes er skamfuldt
    • Der skete det, at …
    • Hvad synes du at episoden fortæller om dine egenskaber og karakteristika?
    • Hvorfor synes du, at de karakteristika er skamfulde at have?
    • Hvad siger handlingen om dig som leder?
    • Hvad gør du for ikke at blive afsløret i at have disse karakteristika?
    • Hvad tror du, ledergruppen ville sige, hvis du delte denne historie?
    • Hvad er læringen af at få øje på denne skam?
    • Hvordan har du det nu efter den her snak?

 

Er du interesseret i at udvikle dig som leder?

Se de aktuelle åbne kurser i København og Aarhus.

Læs mere her.

Lad os tage en snak om lederudvikling i din organisation. Send mig dit nummer, så ringer jeg til dig.

Elsebeth Hauge lederskam - SOME Lederskam