Lederskammens magt

Sofie_Linde _Lederskam

"Sofie Linde hjælper os til at få øje på to typer af lederskam: Skammen over at vi som ledere og topchefer misbruger vores magt. Og skammen over at vende det blinde øje til".

Ofte får jeg henvendelser fra ledere, der spørger: "Hvordan får jeg øje på min egen lederskam? Jeg synes slet ikke jeg har noget i mit lederskab jeg skammer mig over, men måske er der noget, jeg ikke ønsker at få øje på."

Det kan sagtens være at du ikke føler lederskam, fordi du som leder ikke har været i situationer og dilemmaer, hvor du har truffet beslutninger, du efterfølgende har svært ved at acceptere.

Det kan også være at du altid har været i organisationer, der har passet rigtig godt til den, du er.

Eller måske fantaserer du aldrig om andres misbilligelse, fordi du har accepteret, at du sommetider føler dig utilstrækkelig, i tvivl og træffer forkerte valg.

Men en anden mulighed er også at du som leder er veltrænet i at anvende forsvarsmekanismer, for at få handlinger, egenskaber, tanker og følelser til at give mening. For vi vil alle gerne have at det, der sker, giver mening.

Så måske lukker du ørerne, når en medarbejder taler nedværdigende til en borger eller en patient. Altså benægter at det sker, så du undgår at skulle mærke skammen over din konfliktskyhed, der hindrer dig i at gøre noget ved det.

Eller måske lader du være med at fremføre dine blue ocean-ide til fremtidens produkt, fordi du frygter at ledergruppen vil synes at det er risikabelt og ugennemtænkt. Altså unddrager at sætte dig i en skamfuld situation.

Eller måske forklarer du direktøren at din afdeling ikke har kunnet gennemføre det vigtige projekt fordi IT-afdelingen overskred deadline. Altså skyder skylden på de andre for at undgå at føle skammen over at faile projektet.

Det er rigtig svært at få øje på sin lederskam, og forsvartsmekanismer er altid meget overbevisende.

Forargelse og overraskelse er en mulighed for at få øje på din egen lederskam

Men en metode, du kan afprøve er at blive opmærksom på din egen forargelse og overraskelse over det, der sker omkring dig. Hvad ser du hos andre ledere, som du for alt i verden ikke ønsker at gøre. Hvilke handlinger hos andre synes du at man bør skamme sig over?

Og når du har fået øje på handlingen, så undersøg hvilken egenskab, der gør dig forarget. For det er egenskaben, der er interessant.

Er du forarget over Sofie Lindes fortælling om chefen, der forsøger at true sig til sex? Det forstår jeg godt, men tænk over hvilken egenskab hos chefen, du bliver mest oprørt over? Er det storhedsvanvid? Egoisme? Magtmisbrug? Find det ord, der virkelig forarger.

Og undersøg nu denne egenskab hos dig selv. Magtmisbrug. Hvornår har du selv bedt om eller fået tildelt goder blot på grund af din position og status? Måske blot indirekte, hvor du tilfældigvis er kommet forrest i køen til medlemsskab i roklubben eller som ny familie i din datters friskole?

Måske vil du indvende at det ikke er magtmisbrug at gøre brug af de muligheder, der er. Måske har du ret - eller måske er skammen over magtmisbrug så kraftig at det gør ondt at indse. Det kan kun du afgøre.

En anden del af Sofie Lindes beretning, som nogle forarges over, er at det ingen har sagt noget. Hvorfor har de, der har været vidne til sexistiske aktiviteter, ikke råbt op. For nogen har vidst at det foregår. Hvilken egenskab bliver du mest oprørt over? Konfliktskyhed? Blindhed? Ikke tage ansvar?

Og undersøg nu denne egenskab hos dig selv. Blindhed. Hvornår har du selv lukket øjne og ører for noget, du godt vidste, at du som leder burde handle på? Undlade at høre efter, når en medarbejder taler grimt til en borger, acceptere at bilag for middage bogføres som kursusdeltagelse eller overbevise dig selv om at lederkollegaens affære med den unge praktikant blot er et usandt rygte?

Fordelen ved at få øje på din egen lederskam, er at det giver dig mulighed for at arbejde med accepten af din egen utilstrækkelighed. Og forargelsen udskiftes med sympati, når du møder andre, der udviser samme egenskab. Og det allervigtigste - det gør dig til en fremragende leder at træne modet til at stå trygt i alle dine egenskaber. Også dem, du er mindre stolt af. For du har været der, og du har følt skammen over din egen magtmisbrug og blindhed. Og dine kolleger og medarbejder bliver langt tryggere i at fortælle om situationer, hvor de føler det samme.

Pointen er at i stedet for at hoppe med i koret af underkæbetabende ledere, så brug din forargelse og overraskelse til at undersøge din egen lederskam, og til at lære nyt om dig selv. For måske er der egenskaber eller handlinger hos dig som leder, du endnu ikke er bevidst om.

Lad os tage en snak om lederudvikling i din organisation. Send mig dit nummer, så ringer jeg til dig.

lederskam

1 kommentar til “Lederskammens magt”

  1. Pingback: Kan du kun mærke den lette skam? - Elsebeth Hauge

Der er lukket for kommentarer.