Jeg skammer mig – men du er fyret!

Børsen_lederskam

"Det, der er beundringsværdigt ved Mads er at han ved godt, at han har et valg, så han forsøger ikke at bortforklare sine egne handlinger. Han siger højt at han skammer sig. Det kræver mod."

“Jeg skam­mer mig så me­get – men du er fy­ret”

Sådan så forsiden af Børsen ud en dag dette forår, hvor den danske erhvervsleder Mads Ryder fortæller at han den seneste måned havde fyret 500 medarbejdere over mail og telefon. Medarbejdere, der havde været i virksomheden i over 20 år, fik en opringning med beskeden:

”Nu skal du høre. Det er helt imod min po­li­tik og mine vær­di­er som le­der. Og jeg skammer mig så meget – men du er fyret".

Jeg havde egentlig besluttet at jeg ikke ville skrive en Corona-artikel. Dem er der mange af allerede. Men der er SÅ meget lederskam i virksomheder i krise. For når salget svigter, markeder går i sort og årets mål bliver til illusioner, så konfronteres man som leder med aktiviteter og kreative løsninger, hvor det kan være svært at holde skammen væk.

Mads Ryder ved godt at man som erhvervsleder træffer beslutninger, der kan betyde at medarbejdere skal fyres, men han har altid stået stærkt på at det skal ske på en ordentlig måde, hvor man ser hinanden i øjnene og er i samme rum, når beskeden skal overbringes.

Men dette forår træffer han beslutning om at fyre medarbejdere hurtigt, for at opfylde et mål om at omkostningsminimere. Han tilsidesætter en stærk værdi om ordentlighed i fyringsøjeblikke for at opnå bedre økonomi i virksomheden. En beslutning, der giver lederskam, men som Mads heldigvis bliver bevidst om i processen – og han tør sige det højt.

Mads havde et valg – han kunne have ventet med at fyre indtil medarbejderne igen var fysisk til stede i virksomheden. Det, der er beundringsværdigt ved Mads er at han ved godt, at han har et valg, så han forsøger ikke at bortforklare sine egne handlinger. Han siger blot at han skammer sig. Det kræver mod.

Hvilken lederskam kommer frem i coronatid?

De seneste måneder har jeg været særligt nysgerrig efter hvad man som leder skammer sig over i Corona-krisetid.

Læs eksemplerne her og overvej om der er noget du genkender. Efter eksemplerne er der en kort aktivitet, I kan bruge på jeres næste ledermøde, for at få lederskammen frem i lyset.

Skam ifht virksomhedens aktiviteter:

  • Uordentlig: Skam over nu at anvende salgsmetoder, man tidligere havde set sig for god til. Følelsen af at man bliver mere insisterende overfor kunderne og får tendens til pistolsalg.
  • Værdiløs: Skam over at være bevidst om at man ikke er værdifuld (nok) for virksomheden i øjeblikket, men man gør alt hvad man kan for at virke værdifuld for ikke at blive fyret – eller for blot at virke værdifuld.
  • Kortsigtet: Skam over nu at have tiden til at udtænke fremtidens virksomhed, produkter og processer (det der man altid har drømt om at have god tid til), men man bruger i stedet tiden på at opfinde panikløsninger, der kan skabe hurtige indtægter.
  • Værdiløs: Skam over at have gode ideer til nye aktiviteter, men undlade at foreslå dem, fordi man er bange for at det vil lede til at medarbejdere flyttes fra afdelingen.
  • Forandrings-u-parat: Skam over at man længes efter tiden før Corona, hvor alle medarbejdere kom på arbejde hver dag – for man gider faktisk ikke at virksomheden giver mulighed for flere hjemmearbejdsdage, eller at flere møder skal foregå via Skype i fremtiden. Man vil gerne bare have det som før – uden forandring.

Skam ifht ledelse af egne medarbejdere:

  • Lukket: Skam over at undlade kontakt med medarbejdere – at man ikke lige ringer rundt til de medarbejdere, der sidder alene eller måske har det svært med hjemmearbejde.
  • Reaktiv: Skam over kun at være i kontakt med de medarbejdere, der aktivt tjekker ind og gerne vil samarbejde om opgaver.
  • Utydelig: Skam over overlade det til medarbejderne selv at ”få det til at fungere” uden at anvise og hjælpe nye arbejdsformer på vej.
  • Konfliktsky: Skam over at undlade at konfrontere de medarbejdere, der ikke er tilgængelige på hjemmearbejdsdage.

Skam ifht hjemmearbejde:

  • Familie-u-idyl: Skam over endelig at have fået mere tid sammen med familien ved at arbejde hjemme, men det er slet ikke så idyllisk som håbet på, så nu glæder man sig til at komme fuldt tilbage på arbejde igen.
  • Dovenskab: Skam over at have forstillet sig selv, at flere hjemmearbejdsdage ville gøre at hver morgen startede med en løbetur eller yoga, men man i stedet hænger i slikskabet allerede kl. 10 om formiddagen.

Skam ifht den virksomhed du arbejder i:

  • Værdiløs: Skam over at blive sendt på lønkompensation. Tanken om at man som leder er fravalgt til at hjælpe virksomheden gennem krisen og ud på den anden side. Skammen over at en topledelse har vurderet at de hellere ønsker at spare lønudgiften end at gøre brug af dine kompetencer.
  • Værdiløs: Skam over at virksomhedens produkter og services ikke længere er efterspurgt hos kunderne. At indse at det man har på hylderne, åbenbart slet ikke er en nødvendighed i samfundet.

 

Sæt lederskam på dagsordenen:

Måske er der noget du kan genkende – hos dig selv som leder eller hos din lederkollega. Og måske er det på tide at I bruger et par timer, hvor I taler om lederskam på næste ledermøde.

Sæt jer fx sammen to og to i en time og brug spørgsmålene nedenfor til at interviewe hinanden en halv time hver.

  • Fortæl om en handling, egenskab eller tanke du skammer dig over eller har skammet dig over i Corona-perioden.
  • Hvornår og hvordan mærker/mærkede du skammen?
  • Hvorfor tror du at du handlede/tænkte/følte som du gjorde?
  • Hvorfor er det skamfuldt for dig?
  • Hvad synes du din handling/tanke/oplevelse siger om dig som leder?
  • Hvad synes du er det værste ved situationen/ tanken/oplevelsen?
  • Hvad tror du din chef ville sige hvis du fortalte ham/hende denne historie?
  • Hvordan påvirker oplevelsen/tanken/følelsen din ledelse?
  • Hvordan har det været for dig at fortælle om det nu?
  • ”Tusind tak for din fortælling”.

Lad os tage en snak om lederudvikling i din organisation. Send mig dit nummer, så ringer jeg til dig.

lederskam